 |
Kvinden
på gesimsen
Frank Morris.
Bureauet for forsvundne personer. Handlingen foregår her. Stabler med
sagsakter på skrivebordet der omhandler kroppe, som savnes af nogen i
dette manuskript. Personer, kroppe, som er bortkommet, blevet væk, forsvundet.
Nogle til andre og ukendte dele af manuskriptet, måske uskrevne egne.
Andre i fatale fald, er bortkommet for bestandig, forsvundet helt ud af
manuskriptet. Mængder af kroppe, tilskrevet masse af historie som embedsmænd,
læger, ingeniører, arbejdere, hele hære af kontorfolk, skarer af personer
i sundhedssektoren, i servicesektoren. Men alle sammen individuelle skæbner
med hver deres historie.
Disse forsvundne kroppe påvirker det narrative forløb i manuskriptet,
idet deres forsvinding fra hvor de rettelig hører hjemme er med til at
forstyrre helheden. Kroppe der forsvinder er med til at erodere institutionaliserede
og uformelle hierarkier, som dermed vanskeligere lader sig opretholde
med fuld funktionalitet, hvilket igen virker ind på opretholdelsen af
rækken af skikke, love og forordninger. Derudover er der familieære bånd,
der brister og forsørgerforpligtelser som misligeholdes. Det er derfor
Bureauets opgave at se til, at disse forsvundne kroppe findes igen, og
bliver bragt tilbage til deres plads i manuskriptet, således at det narrative
forløb kan skride fremad uden større vanskeligheder. Man kan derfor med
en vis ret kalde Bureauet for en art narrativ politimyndighed med den
opgave, der hermed er beskrevet.
Ud over den ansættelseskontrakt som Frank Morris har undertegnet, og som
præciserer på hvilken måde han skal tjene Bureauet for opretholdelse af
narrativ orden i manuskriptet, så bliver han også hver dag mindet om hvad
der forventes af ham af de pårørende. Disse pårørende til de forsvundne
i manuskriptet omtales populært som Bureauets ”kunder”. På det seneste
er en del af disse kunder blevet mere og mere påtrængende over for Frank
Morris, og har taget sæde uden for hans kontor, hvor de har slået sig
ned med tæpper og soveposer, og hvor de overnatter for at vente på at
få foretræde for Frank Morris med hver deres sag. Hver eneste gang han
enten forlader sit kontor eller ankommer til det, må han høre deres brok
over at han ikke er effektiv nok, at han ikke synes at tage sig af lige
deres sag.
På det seneste er der begyndt at komme en sær lugt ude på gangen, hvor
kunderne holder til. Rengøringen lader meget tilbage at ønske med de mange
ventende derude, hvor der efterhånden flyder med tomme flasker, madrester
og ispapir. Vidste Frank Morris ikke bedre kunne han forledes til at tro
det var en samling landevejsriddere, som havde slået lejr lige uden for
hans dør, og at det kun var et spørgsmål om tid inden de rykkede ind på
selve kontoret. Men han er ganske godt klar over, at det er ham selv de
begrunder deres tilstedeværelse med. Hans manglende omsorg for lige netop
deres forsvundne pårørende i manuskriptet. Og han kan ikke sige sig fri
for, at det nager ham, dette synlige pres fra kunderne. Et pres, der påvirker
hans evne til i fred og ro at koncentrere sig om de sager han har liggende
foran sig på skrivebordet.
Frank Morris falder i staver og kigger på bunken, og føler sig fortabt.
Det er ikke nogen dyd. Ikke når han i denne handling er Frank Morris,
inspektør i Bureauet for forsvundne personer. En betroet stilling, en
central placering i et manuskript, hvor han sammen med sin kollega William
Brunswick og andre betroede medarbejdere i Bureauet skal holde skik på
selve manuskriptet, se til at alle følger med i det fortløbende narrative
forløb, og drage omsorg for at man også samler dem op, der i visse ulykkelige
tilfælde glider ud eller bliver væk. Nogen går død, så at sige, i deres
forløb, andre står af og vil ikke være med mere. Men det er strengt taget
ikke Frank Morris’ opgave at forholde sig til deres individuelle, subjektive
motiver for at forsvinde. Han skal være objektiv, høre på de pårørendes
forklaringer, danne sig billeder af de forsvundne, tegne psykologiske
profiler, og ud fra dette aktmateriale søge at opspore dem igen, og bringe
dem tilbage i den fremadskridende fortælling i manuskriptet.
Men han er kun én person, han er kun én krop, og kan følgelig kun være
ét sted ad gangen. Skavanken er blot, at han som fortravlet og samvittighedsfuld
medarbejder i Bureauet for forsvundne personer alt for let lader sine
følelser løbe af med sig og giver efter for en hang til empati, hvilket
får den konsekvens at han forveksler sig med alle de skæbner der er midlertidigt
denarrativeret. Bytter karakteristika mellem dem, gør sagføreren til barber
og barberen til gartner, og efter en hel travl formiddag forvilder han
sig selv ind i sagsakternes irgange og glemmer hvem han selv er. Frank
Morris stirrer på bunken af rapporter om disse ulykkelige denarrativerede
og føler sig fortabt. Sagsakterne er som et bureaukratisk ocean af data
med forvekslede og forsvundne identiteter, hvorfra det er blevet ham pålagt
at hente de forulykkede i land. Selv føler han, at han af og til er ved
at forsvinde i et decideret manuskriptuelt forlis.
En blond kvinde på den anden side af skrivebordet ryger en cigaret. Frank
Morris stirrer på røgen fra denne cigaret, der stiger op over bordet med
alle sagsakterne og diffuserer ud i kontoret, hen ad mod vinduet, der
står på klem. I et øjebliks letfærdighed følger han denne røg og lader
sine tanker sive med den bort over sagsakterne og ud i kontoret, ud af
vinduet, ud i verden. Han hører lyde af biler, der kører væk, og i sin
samvittighedsløse dagdrøm ser han tog, der forlader stationer, han ser
fly der letter fra lufthavne mod fjerne destinationer. Han mærker den
lethed, med hvilken han som Frank Morris kan eksistere i den verden, som
hans tanker begriber. Han siver med denne røg og disse tanker bort mod
andre himmelstrøg, og glemmer sine sagsakter. Han ser for sig alle de
steder, han kunne være i verden, når tog ankommer til fremmede byer, når
fly lander i fjerne, eksotiske lufthavne på kontinenter langt uden for
de rammer, som hans manuskript omfatter. Frank Morris mærker en lethed
i kroppen på sit kontor ved denne narkotiske konjunktiv, hvor han med
røgen og tankerne leviterer fra sit sted i teksten. Hans bevidsthed fluktuerer
ubundet, og han glemmer for et øjeblik det ansvar, der er lagt på hans
skuldre som en af de mange tilsynsførende for det manuskript, hvori han
befinder sig med sin tilskrevne historie. Han er i tankerne ude til frokost.
- Du er manden!!
Den blonde
kvinde på den anden side af skrivebordet vækker ham med sin sætning. Som
med et paukeslag rives han bort fra sin samvittighedsløse konjunktiv,
farer sammen på sin plads og forlader i ét eneste hug alle de himmelstrøg
den har forledt ham til. Han er manden Frank Morris, inspektør på Bureauet
for forsvundne personer, og hun er Gloria Nicole Morris, og som kunde
i Bureauet har hun et retmæssigt krav på hans opmærksomhed og hans tjenstevillighed
og beredvillighed, når hun sidder og minder ham om, at han har pligt til
at finde hendes forsvundne ægtemand, den virkelige Frank Morris.
Inspektør Frank Morris vågner med et sæt til den verden, der er hans,
og som mens han var borte et øjeblik forekom som størknet. Med paukeslaget
er alt i live igen, alle hierarkier reetableret, alle forordninger gældende
igen, alle love på plads, alle forsøgerforpligtelser underskrevet behørigt
og alle familiære bånd erindret og nu skrider manuskriptet igen lovformeligt
fremad. Og der sidder hun, den forladte hustru til den virkelige Frank
Morris, Gloria Nicole Morris og gør krav på sin ret. Og han selv, inspektør
Frank Morris, er den der i Bureauet har fået pålagt at tage sig af netop
denne sag. Han kigger på sagsmappen foran sig og på Gloria Nicole Morris.
Ansvaret er hans. Han er manden!
Det forekommer ham, at han må udvise autoritet og med bestemthed få Gloria
Nicole Morris til at acceptere, at sagen er lukket for bestandig i manuskriptet,
idet der er tale om et metafysisk problem. Frank Morris har hverken kompetence
eller evne til at gå ind i den slags sagsforhold, og det er som sådan
heller ikke Bureauets ansvarsområde. Dertil findes der andre autoriteter,
hvis opgaver netop er designede til dette. Han siger, at sagen om den
forsvundne og virkelige Frank Morris er endeligt afgjort, og at sagen
er henlagt som opklaret grundet det faktum, som Gloria Nicole Morris udmærket
er bekendt med. Han gentager det gerne for hende.
Sagen åbnede da hun, Gloria Nicole Morris meldte sin mand, Frank Morris,
den virkelige Frank Morris, savnet på syvende døgn. Fire dage, nøjagtig
fire dage senere, blev sagen afsluttet, da man identificerede liget af
en vis Frank Morris på i kapellet på hospitalet i Albany. Man har ifølge
sagsakterne fundet frem til vidnet som var til stede, da omtalte Frank
Morris døde, et vidne som dog i sig selv var umælende. Vidnet var en kat
ved navn Papusj, og som er ejet af parret Simon og Cora Papadopulos, værterne
ved The Turnpike, en kro nord for Hudson. Værtsparret var ikke selv vidne
til at omtalte Frank Morris havde suicideret, men ifølge dem, var han
sent på aftenen trængt ind i deres kro, havde banket på, fået serveret
mad, havde optrådt ubehøvlet og truende til trods for deres venlighed,
og på et tidspunkt, havde han krævet at få ejeren Simon Papadopulos våben
udleveret. Ingen af de to havde provokeret omtalte Frank Morris, men tværtimod
kun vist ham imødekommenhed. Efter Simon Papadopulos havde lagt sin hånd
på sin kones skulder der var kommet ind i restauranten ude fra køkkenet,
og han havde sagt, at hans liv havde været heldigt fordi han netop havde
mødt sin kone, havde omtalte Frank Morris rejst sig op, og truet sig til
at få våbnet udleveret. Først havde de troet, at han ville berøve dem
eller gøre dem skade, men efter at han havde forsikret dem om, at det
ikke var tilfældet, havde de fortalt ham hvor våbnet befandt sig, en Magnum
kaliber 44, det største håndvåben som er tilgængelig på markedet. Han
blev anvist det under kattens kurv. Med våbnet var han resolut gået ud
af restauranten efterfulgt af parrets kæledyr, den fem år gamle hankat
Papusj, og lidt efter havde de hørt et skud uden for The Turnpike. Lige
så pludseligt, som han var kommet, var han gået igen.
Parret var gået udenfor for at se, hvad der var sket. De havde fundet
liget på plænen udenfor under neonskiltet, med katten siddende ved siden
af, tilsyneladende fuldstændig uberørt af den tragiske begivenhed. Myndighederne
i Albany var blevet tilkaldt og informeret om denne hændelse, og liget
var bragt til lighuset i samme by. Men denne historie har Frank Morris
allerede fortalt én gang. Nu har han fortalt den igen. Det gør ikke sagen
bedre, mindre tragisk eller mulig at ændre på. Hvad der er sket er sket,
og det er beskrevet som det er. Bisættelsen har fundet sted. Hvad ønsker
Gloria Nicole Morris af ham, Frank Morris? Han har ikke kompetence til
at ændre på disse sagforhold, og for øvrigt står det heller ikke i hans
magt at gøre det, selv om han gerne ville. Han kan for så vidt godt fortælle
hende det hele én gang til, han kan beskrive sagforholdet, men det vil
blot føje endnu en gentagelse til, men ikke rokke ved at de står over
for et metafysisk problem, som ingen af dem alligevel kan blande sig i.
Der findes forhold, som man ikke kan blande sig i. Af og til må man ganske
enkelt respektere manuskriptet som det er, og ikke med den ene eller den
anden gode begrundelse forsøge sig med nogen bessermachen. Det fører kun
ud i noget rod.
Og for øvrigt havde hun selv, Gloria Nicole Morris, bevidnet at liget
rent faktisk var den virkelige Frank Morris. Han kan se det på den erklæring,
som ligger foran ham på skrivebordet, den bærer hendes underskrift. Ganske
vist havde hun ikke set liget selv, efter henstilling fra Bureauet, idet
ansigtet var væk. Og når ansigtet er væk, så er der ikke noget at se,
så er der ikke noget at genkende. Så vil en sådan seance være spild af
tid for både hende og for Bureauet. Hun må være indforstået med og have
tiltro til Bureauet, når hun får at vide hvordan man er tilredt, når man
bliver ramt i ansigtet på klods hold af det største håndvåben, der er
tilgængeligt på markedet. Derfor havde hun, Gloria Nicole Morris også
være indforstået med at identificere den virkelige Frank Morris ved blot
at få lov til at se hans efterladte sko. Hun havde set disse sko, og så
havde hun måttet erkende at de tilhørte den virkelige Frank Morris. Det
var alt, der er ikke flere detaljer. Og nu, lige nu, har hun fået dem
gennemgået igen. Hun kan få dem gennemgået endnu en gang, men de to, han
selv Frank Morris og hun, Gloria Nicole Morris, kommer ikke videre i det
narrative forløb i manuskriptet af den grund. De gentager blot, og derved
bliver det. Men hun kan også få lov til at se skoene igen, for han, Frank
Morris, har dem stående ovre i skabet bag hende. Men heller ikke fremvisningen
af disse sko vil ændre noget på handlingen. Det er sådan landet ligger.
Frank Morris tager arket som han netop har parafraseret fra, og lægger
det ind i chartekket og lukker sagsmappen om den virkelige Frank Morris
og stirrer over på Gloria Nicole Morris. Han åbner derpå hænderne over
bordpladen, for med denne gestus at betyde for hende, at udspillet nu
er hendes. Bureauet har tjent sin opgave og løst den på den eneste måde,
som står i dets magt.
Denne efter Frank Morris’ egen opfattelse nøgterne og præcise sagsfremstilling
får dog ikke Gloria Nicole Morris til at helme. Uden at gøre en dyd ud
af at argumentere og bringe nye informationer ind i sagen, insisterer
hun på at hendes mand, den virkelige Frank Morris ikke er død, at han
ikke er forsvundet fra manuskriptet, men at han er derude et sted, og
ved netop denne sætning kigger hun ud af vinduet i Frank Morris’ kontor.
Derude i de uskrevne egne, hvor han lever efter uskrevne regler. Så langt
tyder i hvert fald Frank Morris hendes påstand og gestik. Hun vil have,
at han skal gøre noget. For er det måske ikke ham selv, der er inspektøren
Frank Morris i Bureauet for forsvundne personer? Et mærkeligt retorisk
spørgsmål, synes han. Det burde hun da kunne sige sig selv, at han var
bekendt med. Blot en måde at fylde manuskriptet ud med indholdstomme,
retorisk-polemiske sætninger på.
(En del af Lenny Tristanos roman,
som vil blive publiceret af Alexandria Press i
oktober måned 2006)
Copyright©Lenny
Tristano, 2006
|
|
